Wolf & Hatred

O vandringsmand i een forbandet nat
troe ey at hans had dig vild skaane
hans rov vild ey vaere nogen anden
end dig –
der vild ski¦lve i hans v¦r
i uselt haab om at huus er n¦r
End dig –
hvis blod skald blifve hans st¦rke viin
oc si¦l, hans hellige trof©
Faaf¦ngt han lader dig gyde
ut dit blod i smertens sin
Saa du som dèd ey sofnloest kand
fort¦lde fr¦nder: “ulven er ham!”
Som offer for beistets krav
dit blod vild rende koldt som b¦cl i grav
Gud er ey her, men dèden n¦r
oc hvert secund som her
er undt dig –
skimrer i et dobbelt ski¦r
aff baade liiv & dèd
Rasende lader han bliket binde
lèfter dit i maaneskinnet